Skip to main content

European Education Area

Quality education and training for all

Effektiv forvaltning og finansiering af de videregående uddannelser

Mere effektiv forvaltning og finansiering af de videregående uddannelser

For at forvaltningen af de videregående uddannelser kan blive bedre, er det nødvendigt, at de offentlige myndigheder skaber de rette rammer for de højere læreanstalter. Dette forudsætter bl.a. tilstrækkelig finansiering og kvalitetssikringspolitikker, der virker. 

EU's strategiramme for det europæiske samarbejde på uddannelsesområdet (ET 2020) understreger følgende: 

  • De videregående uddannelsessystemer kræver tilstrækkelig finansiering, og da offentlige investeringer i videregående uddannelser er investeringer i økonomisk vækst, bør de beskyttes.
  • Med de udfordringer, som de videregående uddannelser står over for, er det nødvendigt med mere fleksible styrings- og finansieringssystemer, som sikrer en balance mellem større selvstændighed for uddannelsesinstitutionerne og ansvarlighed over for de interesserede parter.

Den nye EU-dagsorden for videregående uddannelse øger også behovet for at allokere tilstrækkelige menneskelige og økonomiske ressourcer samt anvende dem effektivt og slår til lyd for at bruge incitamenter og belønning.

Dertil kommer, at en reform og modernisering af Europas videregående uddannelsessystem afhænger af undervisnings- og forskningsmedarbejdernes indsats og kompetencer. Imidlertid vokser antallet af ansatte i mange tilfælde ikke i samme takt som antallet af studerende.

Bedre arbejdsvilkår, bedre grunduddannelse og efteruddannelse og en bedre anerkendelse og belønning af undervisning og forskning af høj kvalitet er af stor betydning for at sikre, at Europa frembringer, tiltrækker og fastholder de dygtige akademiske ansatte, som Europa har brug for.

Hvorfor er det vigtigt med høj kvalitet i forvaltningen af de videregående uddannelser? 

Kvalitetssikring skaber tillid til de videregående uddannelser. Alle højere læreanstalter bør have et konsekvent system for intern kvalitetssikring, der skal udføres af eksterne kvalitetssikringsorganer. 

Det kræver større fleksibilitet. Uafhængige uddannelsesinstitutioner kan lettere specialisere sig og sikre bedre resultater inden for undervisning og forskning og større ekspertise inden for de videregående uddannelsessystemer. Men juridiske, finansielle og administrative hindringer begrænser ofte institutionernes frihed til selv at fastlægge strategier og strukturer og skille sig ud fra deres konkurrenter.

Desuden er det fortsat regeringerne i de enkelte i EU-lande, der er ansvarlige for deres videregående uddannelser og finansieringen af dem.

Hvad gør EU for at fremme effektiv forvaltning af de videregående uddannelser?

Gennem sin støtte til forsknings- og politiksamarbejde bistår Kommissionen EU-landene med at udvikle effektive forvaltnings- og finansieringsmodeller for de videregående uddannelser. Kommissionen samarbejder også med Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) om en revision af finansierings-, incitaments- og belønningsstrukturerne i de videregående uddannelsessystemer. 

Desuden støtter Kommissionen udveksling af god praksis inden for forvaltning og finansiering blandt EU-landene gennem peerrådgivning og peerlæringsaktiviteter.

I perioden 2014-2020 investerede 17 EU-lande midler fra de europæiske struktur- og investeringsfonde i videregående uddannelse. I alt blev der brugt 5,2 milliarder euro fra Den Europæiske Socialfond på uddannelse, reform af programmer og tilpasning af uddannelser til arbejdsmarkedets behov. 

Yderligere 1,5 mia. euro fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) blev brugt til at puste nyt liv i de eksisterende uddannelsesinfrastrukturer og opbygge nye. 

En del af den lånebaserede støtte, som forvaltes af Den Europæiske Investeringsbank (EIB), er også tilgængelig for højere læreanstalter. Uddannelsesinstitutionerne kan ansøge om lån til opgradering af deres faciliteter gennem Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer og deltage i innovative finansieringsprogrammer som studielån til kandidatuddannelser under Erasmus+ for internationale studerende. 

De europæiske standarder og retningslinjer for kvalitetssikring i det europæiske område for videregående uddannelse fastsætter en fælles ramme, der sikrer ansvarlighed på europæisk, nationalt og institutionelt plan. Det europæiske kvalitetssikringsregister for videregående uddannelse bidrager desuden til at udvikle kvalitetssikringen på europæisk plan.

Kommissionen offentliggør statusrapporter om udviklingen i kvalitetssikring inden for de videregående uddannelser i Europa.